Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/278

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


hen at læse. Ja, trøst dig med Guds ord du,“ sa Aslak; „du får henne så ikke allikevel.“

 Da det led så langt frem i uken, at han tænkte de hadde glæmt det, spurte han moren ganske sagte (ti han var unselig ved det): „Du — hvem er Synnøve Solbakken?“ „Det er en liten jænte, som en gang skal eje Solbakken.“ „Har hun ingen træstakk da?“ Moren så forundret på ham: „Hvad er det du siger?“ sa hun. Han følte det måtte være noget dumt, og tidde. „En har aldrig set vakkrere barn, æn hun er,“ la moren til, „og det har hun fåt i løn av Vorherre, fordi hun bestandig er snill og bra og flittig til at læse.“ Nu visste han det med.

 En dag Sæmund hadde været i marken sammen med Aslak, sa han om kvællen til Torbjørn: „Du skal ikke oftere være sammen med tjenestegutten.“ Men Torbjørn agtet ikke videre på det. Så lød det en stund efter: „Dersom du finnes oftere sammen med ham, går det dig ikke godt!“ Da sneg Torbjørn sig efter ham, når faren ikke så det. Denne kom over dem, der de sat og talte sammen; da fik Torbjørn pryl og blev jaget in. Men siden passet Torbjørn Aslak op, når faren ikke var hjæmme.

 En søndag faren var i kirke, gjorde nok Torbjørn ugagn hjæmme. Aslak og han kastet sneball på hværandre. „Nej, nej, du kvæler mig,“ bad Torbjørn; „lad os kaste sammen på noget annet.“ Aslak var straks færdig, og så kastet de først efter den spinkle gran borte ved buret, så efter burdøren, og ændelig efter burvinduet, — ikke dette selv, sa Aslak, men listen omkring det. Torbjørn traf imidlertid ruten og blev blek. „Pytt, hvem får vite det? Kast bedre!“ Han så gjorde, men traf nok en. „Nu vil jeg ikke mere.“ I det samme kom hans ældste søster, lille Ingrid ut. „Kast efter henne, du!“ Torbjørn var straks færdig, jænten gråt, og moren kom ut. Hun bad ham holde inne. „Kast, kast!“ hvisket Aslak. Torbjørn var het og ophisset; han gjorde så. „Jeg mener du går fra vettet, jeg,“ sa moren og rænte mot ham. Han foran, hun efter — gården rundt; Aslak lo, og moren truet. Men der fik hun ham fat oppe i en snedrive, og gav sig i færd med rigtig at dænge ham. ,Jeg slår igjæn, jeg, det bruker de her.“ Moren holdt forundret inne og så på ham. „Det har en annen lært dig,“ sa hun så, tok ham stilltiende ved hånden og førte ham in. Hun sa ikke et ord mere til ham, men stelte godt for hans småsøsken, og talte med dem om, at nu kom far snart hjæm fra kirken. Da begynte det at bli dygtig hett i stuen. Aslak bad om lov til at besøke en slægtning, — det fik han straks; men Torbjørn blev meget mindre, da Aslak var gåt. Han hadde frygtelig vondt i maven, og var så klam i hænderne, at han svedte boken, når han tok i den. Bare mor ikke vilde