Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/117

fik ord og samfund i alt landets kor,
jeg saa dig gråte som et barn i løn
inunder barmen av vor fælles mor.

 Da hugsed jeg, at fra du var en gut,
gav du til henne al din rike ævne,
din unge ild, dit høvding-råd i stævne,
din mandoms arbejdskraft, til den blev brutt.
Og jeg velsignet dig, og tok dig med
i takkebønnen for de mænn som stred
for fattigt land igjænnem hårde tider,
til nu vi sat der under tak omsider.

 Jeg tok dig med ... men det gjør færr' og færre.
Din mandoms ry blev før dig selv forældet,
og retfærd får du ikke mer, desværre,
før du og dit en dag er blevet fællet.

 Ti se, de vejer du i landet drog
for folkets higende og stærke ævner,
du tør ej vandre med det glade tog,
som altid større mot sin fremtid stævner.
Du visste ikke, hvad det var du gjorde,
da krudt og dampkraft alle stængsler brøde,
så ny-vakt attrå kunde andres møde,
og folkeånden tage stort til orde.
Det nye dag-værk kunde du ej samle,
det bruste om dig som en drøm, en fabel,
og rædd du bygde med de andre gamle
mot åndens uro et uhyre Babel.

 Imens du vænter på den nære kamp,
så hvit i håret og så mild i øje',
i morgen-glimet over fjæll og høje —
og fienden halvt skjult under nattens damp —,
fra stridens forpost i den ville egn
et ord skal sendes dig med fredens tegn.

 „Det folk som skræmmer dig, det er dit eget,
det er som tåkerne av dalen steget.
Du tror det oprørt, uten samling, enhed?
Ja, vårens flomme, de gik aldrig ret,
stormbyger, slask, gjør vejen mindre net,
og sneen taper for en del sin renhed.