Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/118

116

DIGTE OG SANGE

Men våren fødes! Den som har geni,
han nyder forut av dens harmoni...
Geni er samfund med den ånd som føder.
Det har du ikke, har du aldrig havt;
se, derfor skjælver du ved folkets kraft.

 Du var en arbejds-chef — av dem der leder,
når folket rydder i en vejløs trakt;
din klare tanke og din gode takt
har hjulpet slægten over svære steder.
Men hvad der vokser i den gamle vang
av frø fra Vesten og av hjæmmets trang,
og hvad der stråler på din rute in
av sanheds-længsel under troens skin,
og hvad her siges, skjønt det hviskes kun,
og hvad her samles mot en opgjørs-stund —
så litt du fatter, at som vanvid tyder
du det der skjønnest i vor ungdom skyder.

 Du svarer: digterne må ikke dømme —
i statsmanns-kunsten høver aldrig drømme.
Jeg svarer: ingen fatter livets spill,
som ej av drømmene vil lægge til.
Av savn, av kræfter som vil form, de stiger,
i luften ånder; ikke mer de viger,
før alle våkne mot det samme higer.
Av folkedrømme blir en statsmann til,
d e skapte ævnen og den sak han vil...
Og hvis han glæmmer det, de næste drømme
den næste skaper, som skal ham fordømme.

 De uvejrs-skyer som påny sig lejre,
ej morgenlysningen så ganske dækker,
at ej vi skimter gjænnem skyens sprækker
de store gjænbyrds-tanker — som skal sejre.

 En sådan stråler over mig idag,
og blodet varmere til hjærtet strømmer,
og alt vi lever for, og alt vi drømmer,
det suser sammen og gir kraft til slag.

 Snart smæller hornene mot skogens tag,
og frem det stormer over nattens dugg,
og gjænnem blinkene av skudd og hugg
skal tåken lette på vor nye dag.