lavere; de højststaaende forholdsvis en meget lang. På samme måde aftar avledriften, såat de højeste har sparsom afkom med lange mellemrum, de lavere og laveste en overordentlig rig med korte mellemrum. Udviklingens indflydelse på avletrangen synes altså at være den stik modsatte af den, de andre gik ud fra, og den kan selvfølgelig heller ikke hos menneskene være anderledes. Dette viser sig rigtig. Har kravene på udvikling skudt vilkårene for ægteskab længer og længer ud, så har grænsen for fuldvoksen alder flyttet efter. Hos os er manden ikke fuldvoksen før omkring fem og tyve årsalderen, og kvinden ikke før omkring et og tyve års. Og mens de lavere stående folk, ifølge Darwin, har et utal af unger, viser de højere mådehold. Trangen til tidlig omgang må derfor bero på en opøvelse, ikke på naturkrav; følgelig er den til at komme over.
Hvad særskilt vor stamme, germanerne, angår, så skrev Tacitus for henved to tusen år siden om den: „Én kvinde én mand som ét legeme, ét liv, paa det at deres tanker og begjær ikke skal gå videre, og at de skal elske — ikke manden som mand (alene), men i ham ægteskabets hellige lov“. Og han fortæller udtrykkelig, at germanernes „lange ungdomstid“ kom af „deres sene gifte“. At rose et folk for at ha „en lang ungdomstid“ er at nævne det højeste bevis på dette folks kraft, og at sige, at denne kommer af „deres sene gifte“, er at kjende lovene for racens forædling. Blant sakserne, englændernes forfedre, var det fastslåt, at ungdom-
