Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


hjem, — har vi mange større velgjørere iblant os? For det er dette, de er, både disse og vore gamle, tro tjenestekvinder. Og hvis vi var komne så langt, at vi ærede kvinden for det, hun er i sig selv, istedenfor i hende at ære hendes far eller ægtefælle, så ved jeg, at på højtidsdagen var det en slig velgjører af vort liv, vi førte tilbords blant de beste, og også ellers hædrede og lønnede anderledes end nu[1].

Tallet af dem, som ikke kan gifte sig, og som heller ikke kan styre sin kjønsattrå, især når drik kommer til, er endnu så umådelig stort. Meget af det, som rejser attråens fantasi, så langt fra modarbejdes, at samfundet tar det under sin varetægt. Det møder os i byerne på hvert gadehjørne, det er indarbejdet i vor literatur og kunst, det lokker i hvert teater, hver kunstudstilling, det breder sig i aviser, udsalgssteder, flytter med ind i husene som udstyrsluksus, baldragt, sæder. Samtidens smag er ikke fravendt fristelsen, men vendt til den. Endelig har dette vakt ansvar.

  1. Mens vi er inde på, hvor vidt alle skal gifte sig, bør vi stoppe en vilfarelse, som har bredt sig adskillig, den nemlig, at der fødes flere kvinder end mænd; somme har deraf villet drage ud den lære, at naturen selv har sagt: to til mands! Nej, der fødes, sålangt vi kan gå det efter, omtrent lige mange af hvert kjøn, eller lidt flere mænd. Men »i den grundlæggende alder« bærer den mandlige ungdom sig således ad, at der dør flere mænd end kvinder, eller blir sindssyge, eller blir selvmordere. Også senere hen dør de af, hvad de forbrød som unge.