og der altså alene er valg mellem at få for mange barn d. v. s. dem, man ikke ønsker, ikke kan ernære, ikke opdrage, — er der alene valg mellem det og et ægteskabeligt samliv uden disse følger, så vilde det være dumt og fejgt ikke åbent at tilstå, at det første er det værste.
Det er grejt, at hvordan man steller sig, så blir et stort tal stående udenfor ægteskabet. Og her må jeg mod de nyeste samfundslærere på området få lov til at ta de tusener i forsvar, som slet ikke vil gifte sig. Jeg tror, det er noget af det sundeste i de senere tiders selvstændige tænkning, at så mange har opdaget, at ægteskabet ikke er alles mål, navnlig ikke alle kvinders, som før lærtes. Jeg tror, der er en stor, stor mængde, som ikke er skikket for det. Hvorledes skulde det gå os, om det ikke var så? Er vi taknemlige nok mod de tjenestekvinder, som blir i vore hus, fordi de har fåt os eller barnene kjær og ikke alene gjør vort hjem til deres, men gjør det til hjem for os? Regner vi efter, hvad vi skylder dem, for at vi har det trygt og hyggeligt? Om alt det, som var godt i samfundet, gav lys fra sig, og vi stod på et højt sted og så det, og alle de lys sluktes, som vore trofaste, dygtige tjenestekvinder gav livet, — der vilde bli mørkt! Og lærerinderne, som (frivillig eller ufrivillig) har opgit at stifte eget hjem mod at gjøre skolen til hjem for vore barn, og er lykkelige i det og lykkes i det, så det for en ikke liden del skyldes dem, at vore barn engang stifter hyggelige
