i huset, en komfur, som ofte var et lidet kunstværk, ofte sofa og tæppe på gulvet, og til sine tider åbne døre og gratis varme ind til de andre rum. Således har i Amerika mange unge børjet, som senere har nådd stor velstand. Hos os ligger dagligstuen og spisestuen for sig; en smal, lang, mørk gang, omtrent som en tarm, fører fra disse ud til kjøkkenet, ikke større end en skikkelig blære, og inde i den går nu en tjenestepige og stuller for sig selv, en, vi intet ansvar har for, og intet med forresten. Den unge frue sidder i stuen og passer sin næse for madlugt. De, som svarer, at krav på luksus er et vilkår for fremgang, svarer jeg, at de godt kan nå frem til luksus, om de børjer med kjøkkenet.
Her er altså et af de vilkår, som jeg tror må bøje sig, hvis vi får sat op det mål, at fuldmodenhedsalderen er ægteskabets naturlige. Og mange med det.
Somme har sagt, at straks barnene kommer til, går idyllen istykker; den ene af parterne kan så intet videre bidrag gi til ernæringen. Men også det vil ordne sig anderledes, hvis det blir alment, at to unge, som kan ernære sig ved fuldmodenhedens alder, flytter sammen i ægteskab. Barnehaverne er indledning til det.
De, som ivrer for ægteskab uden barn som eneste vilkår, synes mig at være inde på en farlig afvej. Men er der tale om ægtefeller, som ikke kan være mådeholdne, og navnlig ikke til ret tid,
