Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/30

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


som i reglen nu gjøres til skolemestere? De, som har aflagt gode kunskabsprøver. Er det det samme som at være en god lærer? At forstå at gi barnet en lekse, gå den vel igjennem og så pille den ud af barnet igjen — er det nok? Det kan enhver træhest øve sig op til. Nej, alene den er lærer, som i den hellige time, han eller hun har barnets sjæl åben i tro og videlyst, ikke alene forstår at lægge emnet klart tilrette, men i og med emnet skinner af lære og væsen således på barnet, at det får lyst og tro på mere end lærerens ord. Alene den, som kan dette, er „skolemester“, og andre skulde aldrig bry sig med det. Med andre ord: indi enhver lærer må der være en opdrager; han må være et etisk talent. Vi nævnte før, at talent var at arbejde et anlæg op til en stor færdighed. Nuvel; der er hele slægter, som er komne længer i det gode end andre, og blandt disse igjen er der somme, der er det så helt, at det at tale med dem er at bli klar, og det at omgås dem: aldrig at ha lyst på andet end godt. Disse er etiske talenter. Alle som én har de kald for og hug til lærergjerningen; men der er noget i vor måde at ta denne på, som holder de fleste borte.

Jeg stod engang i skolen hos et etisk talent, en liden skole, som kunde overses. Jeg sa, da vi kom i énrum: såvidt jeg forstår, er der ingen på denne skole, som driver selvbesmittelsens last. Nej, svarte han, den tror jeg, vi har fåt ud. — Hvorledes det? — Jo, jeg kan, tror jeg, lægge