Den skjønneste, fortrøstningsfuldeste af alle
disse love, den om „varieringer“, har i senere tid
været nægtet, men er blit hævdet med uimodståelig
styrke. Jeg ved, at jeg kan eftervise den i
min egen familje; de fleste af Dem vil kunne gjøre
det i Deres. Loven er, at om jeg har arvet et
godt anlæg og arbejder dette ud, mens jeg er ung,
til en stor ferdighed, til en talent, og jeg senere
får barn, så kan barnene arve, ikke alene af
anlægget, men af den kraft, jeg har lagt i arbejdet.
Når man miskjender loven, kommer det vist især
af, at man vil se anlægget arvet i nøjagtig samme
form (f. e. et kunstanlæg), mens indvirkning fra
anden kant naturligvis gjør, at det ofte optræder i
en anden. — Og på lignende måde: om jeg har
arvet et dårligt anlæg og i tide arbejder dette væk,
fordi jeg har havt forstandige opdragere, som har sagt
mig, både at jeg havde det, og hvem jeg havde det
fra, og har bedt og velsignet mig om at komme længer
end f. e. de selv har årket; om jeg var så heldig at
vinde over det og gjorde dette i ung alder, så kunde
barnene arve af den styrke, jeg la i arbejdet; for
dem faldt det altså lettere. Ikke alene har jeg så
strævet for mig selv, men for min slægt i næste
led og derved for alle etterfølgende. Når denne
store lov blir lært i alle skoler, præket i alle
kirker og praktiseret i hjemmene; naar den blir så
alment kjendt og trodd, som arvelighedens almindelige
nu er, da vil den alene omgjøre opdragelsen.
Vi nævnte skolen og kirken. Hvem er det,
