Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


Den skjønneste, fortrøstningsfuldeste af alle disse love, den om „varieringer“, har i senere tid været nægtet, men er blit hævdet med uimodståelig styrke. Jeg ved, at jeg kan eftervise den i min egen familje; de fleste af Dem vil kunne gjøre det i Deres. Loven er, at om jeg har arvet et godt anlæg og arbejder dette ud, mens jeg er ung, til en stor ferdighed, til en talent, og jeg senere får barn, så kan barnene arve, ikke alene af anlægget, men af den kraft, jeg har lagt i arbejdet. Når man miskjender loven, kommer det vist især af, at man vil se anlægget arvet i nøjagtig samme form (f. e. et kunstanlæg), mens indvirkning fra anden kant naturligvis gjør, at det ofte optræder i en anden. — Og på lignende måde: om jeg har arvet et dårligt anlæg og i tide arbejder dette væk, fordi jeg har havt forstandige opdragere, som har sagt mig, både at jeg havde det, og hvem jeg havde det fra, og har bedt og velsignet mig om at komme længer end f. e. de selv har årket; om jeg var så heldig at vinde over det og gjorde dette i ung alder, så kunde barnene arve af den styrke, jeg la i arbejdet; for dem faldt det altså lettere. Ikke alene har jeg så strævet for mig selv, men for min slægt i næste led og derved for alle etterfølgende. Når denne store lov blir lært i alle skoler, præket i alle kirker og praktiseret i hjemmene; naar den blir så alment kjendt og trodd, som arvelighedens almindelige nu er, da vil den alene omgjøre opdragelsen.

Vi nævnte skolen og kirken. Hvem er det,