Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


til. Det er nemlig ikke dem, som altid bydes op, der ser best, det er dem, som sidder over; de opdager selskabet. Så det hænder altfor ofte, at en hustru selv må gjennemgå en grundig opdragelse, før hun kan opdrage andre; det hænder altfor ofte, at barnet arver moderens fejl, og så banker og kjæler moderen dem ind i barnet én gang til. Og hvor liden den er, den viden, som en ung hustru går til opdragelsen med! Hvor skulde hun også ha lært den, hvis hun ikke har havt fire-fem søsken efter sig? Hun ved neppe, hvordan et barn skal stelles og linnes, end sige det videre. Hvad særskilt det angår, som vi her har for os, henviser jeg til en bog af doktor i medicin mrs. Blackwell (i forkortet stand oversat på dansk, Glads forlag, Kjøbenhavn), der det fortælles, at allerede mens barnet ligger i bleerne, må der tas hensyn til det, som skal forberede en sædelig opdragelse. Hvor mange mødre ved sådant? Men med den kunskab, vi nu begynder at få, vil forældre spørge sig selv, om de også er de beste opdragere, eller om de ikke må søge hjælp. Navnlig når det gjælder fortrolighed, som er et uomgjængeligt vilkår langt ind i den voksne alder, — savner forældrene evne for den (og det kan jo let hænde), så skaf en, som har den! Med fortrolighed menes ikke alene fra barnets side, men der må tales åbent med barnene om arv, som de skal komme over. Opdragelsen må bli årvågent samarbejde. Arvelighedslovene tilsiger dette.