skilt arbeide ikke nytter, ham maa vi prøve at gi håb og mod.
I London drar den dag idag en mand omkring med en håndvogn, som der står et stort bur på, og i dette en hund, en kat, nogen rotter og mus, en del småfagl. Når det er koldt, slutter hunden og katten sig sammen, og rotterne, musene, fuglene tyr til disses varme pels. Således kan tusenårs fiender gjøres til venner i ét eneste slægtled, og endda tviler nogen om opdragelsens magt?
Dengang de videnskabelige bevis for arvelighedslovene blev alment kjendte, opgav mange troen på den; alt var arv, og mod den nyttede det ikke at stride. Men efterhvert som man trængte dybere ind i emnet, fattede man, at arvkrydsningen er så rig; man kan gå ud fra, at ingen eneste bare har dårlig arv; det gjælder i hvert enkelt tilfælde at finde de tråde, som kan tvinnes sammen til at bli de stærkeste. Så langt fra er det, at arvelighedslovene gjør opdragelsens arbejde unyttigt, at de tvertom tilfører det den største hjælp, ja, kommer til i meget væsentligt at omgjøre den.
Vi har glat væk gåt ud fra, at hver mor var den beste opdrager af sine barn. At hun kan være det, ved vi alle; men at hum altid er det? Hvem blir fortrinsvis gifte? De vakreste og de rigeste, d. v. s. de, som gjerne har været foretrukne og forvænte, og altså hverken har det tålmod eller den selvfornægtelse, som er vilkår for opdragelse, ej heller den menneskekundskab, som skal
