mere end grund nok; for så fik hun enten intet barn eller ofte de elendigste.
Vi kjender ikke til, hvor indgående denne sygdom i den sidste tid er studeret og dermed gjenindsat i den rædsel, som der med rette skal stå af den. Vi ved ikke, at disse dårlige tænder, øjne, øren er selvødelæggelsens arv til os fra nogen før os; at disse græsselige benskader eller anden legemlig vanførhed, som udstiller sig i gaderne, i almindelighed også er derfra. Jeg tror, at slige bøger, som nogen af de siste fra franske fagmænd, skulde sammendrages og overføres på vort mål. Intet vækker samvittighederne således som viden.
Hvorledes skal vi gå ikast med det mangegifte, som sætter så dybe mærker i slægtens karakter og ødelægger dens helse?
Det gjælder her at møde ligegladhed og håbløshed — langt mere end at modlægge dem, som tror, botemidlet er at gi fuld frihed. Det siste er imod ægteskabets historiske fremgangslinje; det går aldrig. Men den, som hver gang denne store sag kommer på dagsordenen, overvældes af de oplysninger, som da styrter over en og taber troen på den sikre fremgangslinje, eller synes, at noget sær-
