tat så dårligt, når det gjælder dette strøg; det er først nylig tat alvorlig under arbejde.
Som jeg holdt på at forberede, hvad jeg her går over til, nævnte sig en kvæld nogle navn, — venners fra min ungdom, og efter dem fleres, deres navn, som blev dræbt eller gjennemskudt i sin livskraft af den store kjønssygdom, og som er komne til min kundskab nu i en menneskealder. Naturligvis huskede jeg dem ikke alle, men bare dem jeg huskede — for en skare!
Og blant dem så mange begavede! Disse er de kraftigste og farer derfor ofte uvornest, så det tab, samfundet lider på denne ene konto, er langt sværere, end man i almindelighed forstår. En, om hvem jeg trygt tør sige, at han havde alle vilkår i sig for at bli et verdensgeni, døde ganske ung af denne sygdom, dog ikke før han var en berømt mand. En anden landsmand, som naadde verdensry, ligeså.
Ingen må tro, at denne sygdom er en slags plebejer; den er rundt om os i alle samfundets lag, og den når op til tronen med. Jeg talte engang med en kjønslæge, som nu er en af Nordens største operatører. Vi kom ind på forslaget om de kortvarigere forbund mellem unge mænd og kvinder, som nylig er gjort, og vi var enige om, at for de fleste kunde dette bli en glidebane. Han sa da, at om intet andet talte imod slige forslag, så vilde det, at også kvinden lettere kunde smittes, være
