Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


som nu kaldes så. Kanske skete der da revolution i skolen, vi stunder så inderlig efter den; kanske fik endelig literaturen og kunsten noget af „den hvide magis“ kjæmpekraft, og bladene vågede ikke som nu at la det gli, eller endog selv at tilsøle fantasien.

Lad os endelig her ikke bare tænke på flerkonemandens eget hjem, og hvad der ødelægges — på forhånd eller når han er blit husfar; lad os vel så meget tænke paa deres hjem, som han slår ned i. Det er en skam, når selv præster har rejst sig mod mig med den indvending, at her kan ikke stilles samme krav på troskab til manden som til kvinden; når kvinder forgår sig, så smittes hjemmet. Det smittes kanske ikke, det hjem, hvis kone eller datter det går ud over? Hvem er det især? Vore tjenestepiger, sypiger, arbejdersker. Også de blir engang „lovlig“ gifte; selv prostituerte kvinder blir det, så lidet er endnu ansvaret. Vi kjender jo arvelighedslovene, vi ved, at dette blir letfærdighedens arv ned i afkommet. Denne flerkoneriets årvisse underminering af samfundet vil en dag vise sig forfærdelig; det kommer til at sprute os om ørene; i de store byer truer det stygt.

Jeg slutter ikke denne part af udredningen, før jeg har mindet om flerkoneriets høst af kjønssygdomme. Vi nævnte før „stormandsgalskaben“, en af disse afledet sygdom; den er stærkere udbredt, end mange skjønner. Vi ser i det hele