løshed, som alle klager over, men hustruen og barnene højest, — i den nervøsitet, som slægten lider under, i det tab af overskud på livsglæde, som præger familjeliv, omgang og literatur. Men dette er ypperlig gjort af samtidige forfattere; jeg går det helt forbi for at feste synet på noget, som sjeldnere ses, og som især kvinden lader, som hun ikke ser, selv når hun ser det.
Det er, at en vel indøvet flerkonemand aldeles ikke er ferdig med det, fordi om han blir „lovlig“ gift. Hvad er det? Det er at elske kjønnet, og det er selvsagt, at ingen vielsesattest gjør ende på det. Er han ikke så heldig at få en hustru, han iallefald efterhånden lærer at elske, barn, han skammer sig for — jeg kjender rørende eksempler på det —, eller en stilling, han ikke tør sætte på spil —, han forgår sig, og det helt opi oldingealderen; for det slutter ikke. Selv om dette altsammen er tilstede, han forgår sig ofte endda; lysten er der altid, og alene omstændighederne redder ham. Dette skulde manden tilstå og kvinden vide, og ingen lege skjul med. Var det alment kjendt, hvorledes det er, vidste navnlig den gifte kvinde, hvor ofte, og hvor naturligt det er, at hun bedrages; eller fandt manden mod til for slægtens skyld at tale ud, idet han nemlig turde gi sit bidrag til, at slægten kunde nå længer, end han havde nådd, — å så behøvdes neppe mere! Så vilde det tænde med tunger og slå med skam. Så vilde mange hjem ryddes for en magtfuldere opdragelse end den
