armen om et barns hals og tale sagte med det. — Det er vel ikke gjort med det? — Nej, så prøver jeg at tale åbent om dette med dem alle. Og nu er det kommet derhen, at barnene passer på hverandre; ingen kontrol er så stærk som barnenes indbyrdes. — Han la til, at denne last kommer ikke af naturtrang; naturen retter sig selv. Den er i den grad ikke naturtrang, at ingen, som ikke har været ude for et ondt tilfælde, kan komme på det, uden at nogen anden lærer dem det. Men denne last herjer de fleste skoler, den er ikke til at rydde ud, — så lidet løser skolerne endnu sin etiske opgave. Vi sender barnene did for at bli bedre — og sender dem altfor ofte ind i hin last, som er indgangen til flerkoneriet og dermed opøvelse i den karakterløshed og upålidelighed, som gjør livet så uudholdeligt.
Når skolen engang ordnes af etiske talenter frit efter deres egen vilje (og dertil kommer det senere eller tidligere!), så vil ikke alene al slags idrætsleg og legemligt arbejde bli dele af opdragelsen i skole som hjem anderledes end nu; men man vil ikke kunne tænke sig en skole uden en læge som lærer, vel at mærke: en læge, som selv er et etisk talent; der er nok af dem, som ikke er det. Kvindelige og mandlige læger. Skolerne må bli fællesskoler, der kjønnene fra unge af kan lære at omgås hverandre som kammerater og ikke som nu stå skilte og se på hverandre som rare fugle og få fantasier deretter.
