Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tør kaldes dette prægtige folks værste fiende, — man kunde fristes til at sige deres eneste; den har skaffet dem alle de andre.

Jeg henviser i så henseende til folkets levnetsløb. Hvad er et folks offentlige liv andet, end de enkeltes private én gang til? For ikke at gålænger tilbage end til Frants den første, Henrik den fjerde, Ludvig den fjortende, femtende, revolutionens handlende mænd og tilsist kejseren... for en forfængelighedens udstillingssyge med grusom foragt for menneskeværd, — for en forfængelighedens overdrivelse indtil selvødelæggelse! Det påskud, som „den tredje“ kejser tog til den siste krig — atter igjen for en samvittighedsløs forfængelighed, for en sikker regning på nationens, for en hovedløs overvurderen af egen kraft og blindhed for andres. Republikken — om den skal bli republik, altså noget mere end kurator i det monarkiske opbudsbo, — republikken vil vinde, dersom den tør gå ikast med nationalforfængeligheden i hævntanker, kolonisationsforetag, embedsluksus, kostbare statsvaner, pralende hær og flåde; — om den for alvor vil demokratisere. Uden det kan vi på forhånd spå dens endeligt ved de utålmodige, som er de lidende.

Når den tid kommer, at man i historien søger efter personligt ansvar med større sjælekundskab og derfor på en kraftigere måde end hidtil, hvad vil her ikke opdages! De største afgjørelser for folks skjæbne i hundreår vil f. eks. kunne føres tilbage