følges ad“, stod der. Vi skjønte ikke sammenhængen, før vi blev voksne, og kanske mange af os ikke da heller. Jeg for min del anede ikke, hvor dyb den var, før jeg læste hos Darwin, at sansynligvis stammer den fra en tid, da hannerne dræbte hverandre i kamp om hunnen, der sad og ventede på sejrherren; der er blodsmag i det. Og forfængeligheden! I den grundlæggende alder (ordet kan ikke ofte nok gjentages) blir den så uudslettelig stærkt indøvet ved at vi på disse veje stadig har os selv som på udstilling. Så stor er magten, den får over os, at længe efterat vi har vundet herredøme over vor sanselighed, narrer den os ind i det meste af vor fortræd.
Se til et folk som franskmændene, der den mandlige ungdom åbenlyst gir sig hen til mangegifte i den grundlæggende alder. Helt sikkert vidner historien (og især enkelte mænds og kvinders efterladte optegnelser), at også hos dem har sædelighedsarbejdet fremgang; bare fra forrige hundreår og til nu er den betydelig. Endvidere ser vi, at fordi ungdommens mangegifte hos dem foregår åbenlyst, tar dette folk ikke så dyb skade på sin samvittighed, sin sanddruhed, sit mod som vor, der altid må ind på snigveje. Men ustadigheden af altid at skifte gjenstand, og behagesygen, forfængeligheden af altid at skulle erobre en ny er større end hos noget andet folk. I mangegiftets kapløb gjennem tusenår er navnlig forfængeligheden vokset op til en sådan alt andet overragende magt, at den
