altid mærke; der må gode barnehænder og megen tro kjærlighed til for atter at lokke hel velklang. „Den rene er den stærkeste“, siger Zola, og det gjælder især i dette strøg. Den store menneskekjender Balzac taler om „den hvide magi“, at dens tryllekraft er over al anden; den sorte, den dæmoniske kommer ikke op. Tusene af legender helt fra Indiens Sakuntala til Englands David Copperfield skinner af denne sandhed som den højeste, menneskene har levet sig til.
Og kjærlighedstrangen? Hvem har en skjønnere end den unge mand, som går ud af et godt hjem? Der er ikke grænse for, hvad offer han havde lyst til at bringe, når hans hjerte gribes. Denne ædle trang ledes „i den grundlæggende alder“ ind på en afvej og taber sig i ufyse. Altfor ofte mister den sin kraft, i hvert fald er den skadet i ungdomstiden; vi kan sjelden høre koldere, hårdere domme, egenkjærligere, grusommere spot end unge menneskers, som har forrådt sin kjærlighedstrang til skjøger.
Efterhvert som alt til kjønslivet hørende blir bedre undersøgt, vil man også bli klarere over, hvor umuligt det er at gi efter i noget så centralt for væsen og vilje, uden at man øves op til at gi efter i mere. Her er dybe love, som en for en vil lægges åben. Jeg skal pege på en par. Vi læste som barn om hine østerlandske og romerske despoter, som var så grusomme; vi læste, at de tillige var så vellystige. „Vellyst og grusomhed
