Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


til viljen, i ynglingealderen nemlig, har netop vor skjønhedsfølelse den stærkeste magt over os; den afgjør enten rent alene eller ihob med andet, hvad vi vælger og vrager. Vi er i den tid som et piano, der stemmes streng for streng, flere i hver tone; i hjem, i skole, i omgang, i hver bog, hver begivenhed, som ildner vor hu, stemmes vi, indtryk for indtryk. Og så hænder noget, — noget på snigveje, mod samvittighed, mod forældre og godt selskab, noget, vi skamrødmer ved, — hænder, fordi vor fantasi blev smittet af rådden snak, forført af slet omgang, fristet i sin drift, så den skilte sig ud fra det rene i vor skjønhedstrang. Dette virker fuldstændig som gjordes vort væsen ustemt. Blir det ved indtil forhærdelse, så er vor evne til valg mellem stygt og vakkert virkelig skadet, med den vor moralske dom i valg mellem ædelt og råt. Mangen en mand har gjort et galt livsvalg, fordi han var skjæmt i sin skjønhedsfølelse. Og det viser sig i mere end i det. Det nytter os ikke, som vi ofte gjør, at pege på mænd eller kvinder, som har „fin smag“ eller som endog skaber store skjønhedsværk, trods at de har ført et urent ungdomsliv. At sammenligne sig med de stærkeste er altid farligt. Ingen ved forresten, hvor meget finere deres smag havde været, eller hvor meget større kunstværkets naturlighed og sindsmagt, om deres eget sind havde holdt stemning. Desuden kan den, som er sjælekjender, se det straks i smagen som i værket, at her har noget været skjæmt; et urent sind sætter