Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Elisabeth Stanton. Jeg har hørt dem tale om flerkoneriet, som endnu har deres harm fra da. For at gi et skjøn om denne harm skal jeg citere noget af Robert Ingersoll; det ryger af hans ord som af en slaglinje. Han siger: „Alle verdens sprog kan ikke male den fordærvelse, flerkoneriet drar ind over samfundet; kvinden blir et bytte for list og magt, manden glir fort bagover igjen i vildskab og forbrydelse. Af min sjæls dyb hader og forbander jeg enhver samfundslære, som ikke gjør et rent og helligt hjem til hjørnesten. Al civilisation hviler på familjelivet, dyderne gror omkring det, sætter klase og blomst og dufter ind over arnen, der én mand elsker én kvinde. De rigeste ord i verden er: min forlovede, min hustru, far, mor, mit barn. Uden disse ord er verden bare et lejested og menneskene bare dyr“.

Hermed er vi nådd frem til det, som jeg nærmest har trådt op for. Det flerkoneri, som mange af os har drevet i ungdomstiden, er det ganske uden skade, sætter det slet ingen mærker? Eller slettes disse mærker ud, straks en bliver gift? Er virkelig endnu nogen så dum at tro det?

Det at dele sig ud i småt til mange gjør styrkekilden i vor natur til vor største svaghed, leder kjærlighedstrangen vild og forfalsker skjønhedslængslen. For at ta det siste først: tror nogen, det er lidet, at skjønhedslængslen forfalskes? I den alder, vi fremfor enhver anden kan kalde grundlæggelsens, fordi da går alle indtryk stærkest ind