Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


af dem drfæbt partierne holdt møder, der talerne for slaveriets afskaffelse blev skudt på[1]; i et enkelt distrikt, som endnu ikke var stat, Kansas nemlig, førte partierne åben krig. Disse modige foregangsmænd og foregangskvinder rejste det amerikanske folks samvittighed mod slaveriet! Da slavestaterne brød løs fra forbundet, la arbejder, håndværker, kjøbmand ned sit værktøj og sin bedrift og lod sig indøve i vaaben. Slavestaterne havde sørget for, at overmagten i officerer, krigsmateriel og festninger var på deres side; nordstaterne tabte også det første år og lit paa det andre. Men så langt ifra, at dette gjorde dem modløse, samlede de sig bestandig flere, og de endte med at slå dem og slå dem atter, til alle slaver var fri. Hvad for fred påla så sejrherrerne? Fangerne fik gå, også hærførerne, ogsaa oprørets regjering; de havde tabt, og det var deres straf. Ikke én strimmel land toges, ikke én skillings vederlag, — slaverne blev borgere; dette var krigens mål, og det var nådd. Verdenshistorien ejer intet større vidnesbyrd om krig for et moralsk princip, eller om en fredslutning, som strengt holdt sig alene til det.

Jeg har været lykkelig nok til at komme sammen med en og anden af dem, som dengang var med at vække det moralske ansvar; nu sist i Paris med

  1. Den bekjendte Parker sa ved en slig lejlighed: »Vent til jeg har talt!« — og han nævnte gaden, han gik hjem gjennem. — En anden taler sa, da de skjød og ikke traf: »I træffer ikke engang!« — og talte videre.