til et enkelt eller et par menneskers stormandsgalskab. (Som vi alle ved, har stormandsgalskaben sågodtsom sin eneste årsag — arvet eller selvskyldt — i den store kjønssygdom). En læge, som var en skarp sjælekjender, har engang gjort mig opmærksom på historiske skikkelser, som i ord og handlinger på det mest slående viste stormandsgalskaben; med disse mærker som vejledere kunde vi ane, hvad denne ene sygdom har ødelagt for folkenes arbejde og fremgang! Og vi behøver aldeles ikke at tænke os til langt bortliggende land eller til store krige for at finde sygdommens udslag i politiske begivenheder. Men for ikke at forarge skal vi bli i det fremmede, — og ta en anden følge af ungdommens almene mangegifte, nemlig manglen på selvstyre, på mådehold. I den grundlæggende alder at gi efter, atter og atter gi efter, det blir, som vi har sagt, til indøvelse i at gi efter i mere, straks lidenskdben kommer over en. Ser den ellers så selvagtpågivne, omhyggelige, ordentlige franskmand! Tar lidenskaben ham, så taber han alle disse egenskaber, d. v. s. al modstandskraft; så åbner sig en afgrund lige ved siden af ham, og han styrter i. Denne afgrund flytter med ham, hvor han færdes, ind i den offentlige forsamling, der han kan bære sig ad som gal, ja, ud på slagmarken. Afgrunden oplader sig og sluger tusener, just som fedrelandet stærkest trængte til roligt mod. Frankrigs store forfattere har endelig opdaget afgrunden, og vi kan sige, at det stinker
