almene omdøme er igjen summen af menneskehedens erfaring fra de første tider og til nu; dens røst i os har derfor endeløs arv. Ligefuldt kan den enkelte sætte arven overstyr; men slægten? I denne er den voksende.
Se på det historiske løb! For alene at holde os til denne ene sag og vor egen historie, — endnu på Harald Haarfagres tid kunde mægtige mænd ha flere ligestillede hustruer. Efter at dette havde slut, finder vi frillesønnen ligeberettiget til tronen omkaps med hustruens. Så blev også dette umuligt; men ned i det sekstende, ja syttende hundreår træffer vi husbønder, endog præster, ikke uvillige til at låne deres døtre til en rejsende konge eller anden stormand. Også det blev umuligt; men hvad som foregik ved gilder, når folk blev fulle, og især efter (f. eks. ved de berygtede pølselag) behøver jeg alene at minde om. Endelig blev også dette bedre; men sæderne i forrige hundreår og i de første år af vort gjorde endnu adskilligt tilladt, som idag vilde sætte samfundet i oprør. Fremgangen er åbenbar; det almene omdøme underlægger sig større og større område. Den enkeltes tilbagefald beviser intet.
Når man indvender, at i det skjulte er det lige galt, da godtgjør netop dette, at vi nødes til at skjule os, på det mest slående, at det almene medvidende har blit os for overmægtigt. Dernæst tør vi trygt gå ud fra, at øves der ikke stærk tvang (en mindre stærk udretter intet), vil en
