Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


vitterlig fremgang i det almene medvidende følges af en tilsvarende minkning af synd i det skjulte. Al etisk fremgang på jorden har beståt i, at erfaringen har nødt flere og flere til at føle sig utrygge ved noget, som til da var trygt. Også i det etiske er der nogen, som så blir foregangsmænd, nogen, som villig følger, nogen, som er nødt til at følge, — og nogen, som ikke kan og ikke vil. Hvad der må gjøres for at minke de sistes tal, derom gjælder det; men at nedstemme love eller sæder til deres brug, der hverken kan eller vil følge, det er det modsatte af fremgang. Det blir aldrig de siste, som gir retning, men de første.

Særskilt hvad kvinderne angår, — vi så, hvorfor de her gik foran. Men menneskehedens tog er langt, og der er utvilsomt en mængde slægter, som endnu ikke helt har nådd frem til engifte, og i disse er der kvinder, som sælger sig af nød, eller som står så løst, at de falder; men kvinder, som er værget af god arv, godt hjem, god opdragelse, religion, oplysning, arbejde, formue — det ene eller det andet, — kan de i stor almindelighed bringes til at slippe éngiftets samvittighed i deres kjærlighedsforhold —?

Jeg læste i sin tid Hans Jægers bog: „Fra Kristiania-Bohêmen“; jeg havde ikke læst den til ende, var det ikke for at se, om tre kvinder af ret gode hjem, og som var stærkt eftersatte, kunde falde. Det anede mig, at vi her havde virkeligheden for os, og jeg blev spænt på udgangen.