men hun lo ham ut. Likeså godt springe i det, som krype i det, tenkte gutten, og så giftede han sig med genten.
Da dette vel var gjort, likte gutten ikke lenger genten. Borte fra henne lengtes han til henne, men hos henne lengtes han til en, han ikke så. Derfor blev gutten ond med konen sin; hun bar det og taug.
Men en dag han lette efter hesterne, kom han opp på hammeren, og gutten satte sig ned og ropte:
Du lejkar i hugin som månaskinskveldin;
du brenn’ langt ifrå mig som sankthanseldin.
Gutten syntes det gjorde godt at sitte der, og siden gikk han dit, så ofte det var galt hjemme. Konen gret, når han var gått.
Men en dag han sat der, sat også huldren lys levende på den annen side og bleste på horn!
Å-nej; er du komi; hvor fagrt dal lætr;
Å, blås litit mejra, eg sit’ her og grætr.
Da svarte hun:
Eg blæsr dig draumarni burt utur hugin;
fyr’ hejma å akrin dar rotnar nu rugin.
Men da blev gutten rædd og gikk hjem igen. Det var dog ikke lenge, før han blev så ked konen, at han måtte drage tilskogs, satte sig på hammeren. Da sang det mot ham:
Eg drøymdi du kom hit; — hej, skund’ dig og tak mig;
Nej inki dit yvir! — eg stend’ lika bak dig.
