Gutten for opp og så sig om, og da smatt en grøn stakk bort mellem buskerne. Han efter. Nu blev det et jag gennem all skog. Så rapp på foten som den huldren var, kunne intet menneske vere; han kastede stål over henne gang efter gang, hun løp like godt. Men snart begynte hun at blive trætt, det så gutten på fotlaget; men han så også på all hennes skapnad, at det var huldren selv og ingen annen: „nu skal du sakte blive min“, tenkte gutten og kastede sig med en gang så hårdt inn på henne, at både han og huldren trillede lange bakker nedover, før det tok stans. Da lo huldren, så gutten syntes det sang i bergene, han tok henne på fang, og så fager var hun, at han aldrig i sine levedager havde sett slikt; hun var akkurat som han tenkte konen skulde vere. „Å - nej, hvem er du, som er så fager,“ spurte gutten, han klappede henne, og hun var så varm i kinnerne. „Jeg er konen din“, sagde hun. —
Genterne lo og gjorde narr av gutten. Men gudfar spurte Arne, om han havde hørt vel efter.
— „Nej nu skal jeg fortelle noget“, sagde en liten en med et litet rundt ansigt, som havde sådan liten nese.
„Der var en liten gut, som vikle så gerne frie til en liten gente; voksne var de begge to; men de var så små av sig. Og den gutten kunne slett ikke komme sig til at frie. Han holdt sig hen til
