ste på horn. En måneskinskveld, de andre sov, holdt han det ikke ut lenger, snek sig ut oppi skogen, der stod mørk i bunnen, men lys i toppen. Han satte sig på hammeren:
„Kom fram att’, mi huldr, og lut mig få sjå dig;
eg kann inki mejr’ med at vera ifrå dig.“
Gutten så og så; men hun kom ikke frem; da gikk det like bak ham: han vendte sig, og så var det en stor sort bjørn, der kom luskende frem, satte sig på huk og så på ham. Men gutten tok benene med sig, for nedover hammeren, igennem skogen, — om bjørnen var med eller ej, visste han ikke; ti han vendte sig ikke før han lå i sængen.
Det var en av hennes buskap, tenkte gutten; det er ikke verdt at komme dit mere. Og det gjorde han ikke.
Så en dag han stod og hugde ved, kommer en gente gennem gården, der livagtigt så ut som huldren. Men da hun kom nærmere, var det ikke henne. Han tenkte meget over dette; da kommer genten tilbake; og langt borte var det huldren, og han løp like mot henne. Men straks han kom henne nær, var det ikke henne.
Siden kunne gutten vere ved kirke, på dans, i andre samlag, eller hvor han vilde, — genten var der også; når han var fra henne, syntes hun huldren, nær hos var det en annen; han spurte henne så, om det var henne eller ikke henne;
