Hvat højtir du genta i sauduflokkin,
som blæs’ pa horn og bind’ på sokkin?
Han spurte mange dager opp igen og endelig en dag fikk han svar:
Navnit milt sym’ som and på ejt vatn;
ro yvir, du gut undir bukkskinnshattin!
Men herav blev gutten like klok og tenkte ikke videre at vyrde henne. Hermed gikk det ikke så lett; ti han kunne drive buskapen hvorhen han vilde, det bar dog bestandigt tilbake til hammeren. Da blev gutten rædd og ropte:
„Hvat hejtir da fa’r din og hejmin du ejgr?
eg hev’ inki sett dig på kyrkjuvegir.“
Gutten trodde næmlig halvt om halvt, det var en hulder.
Fa’r min er druknad og gardin hev’ brunnit;
og vegin til kyrkja eg aldri hev’ funnit."
Herav blev også gutten like klok. Om dagen var han på hammeren, om natten drømte han, at hun dansede om ham og slog ham med en stor kohale hverrgang han vilde take efter henne. Han fikk snart ikke sove, arbejde kunne han heller ikke og det blev elendigt med gutten:
„Og er du ej huldr, so lyt’ du mig spara;
men er du ej genta, so skund’ dig at svara.“
Men det svarte ikke, og da blev det visst, at det var en hulder. Han begav gætingen; men like galt var det; for hvor han stod og hvad han gjorde, så tenkte han på den fagre huldren, som ble-
