Side:Bjørnson - Arne.djvu/74

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
73

knekte også og gav gudfar kerner. Gudfar hyssede på dem og slog om sig med staven sålangt han nådde; ti nu vilde han de skulde fortelle og helst noget trøysamt. Men at få dem til at fortelle historier syntes vanskeligere enn at stanse en løs vogn i en bakke. Men gudfar begynte; der var mange, som ikke vilde høre, for hans historier kente de før; men tilsidst hørte de dog allesammen. Og før de visste av det, sat de midt oppi det, og fortalte det beste, de kunne. Det undrede Arne meget, at likeså støjende de før havde veret, likeså alvorlige var nu deres historier. De gikk mest om kærlighet.

„Men du Åsa har en god en, det vet jeg fra ifjor,“ sagde gudfar og vendte sig mot en førlig gente med godt, rundlatent ansigt; hun sat og flettede håret på en yngre søster, som lå med hovedet i hennes fang. „Den tør vere kend av flere,“ svarte hun. „Kom med den allikevel,“ bad de. „Jeg skal ikke vere lenge at nøde,“ svarte hun og fortalte og sang mens hun flettede:

„Der var en voksen, gut, som gætte, og han drev gerne buskapen oppefter en bred elv. Når han kom højere opp var der en hammer, som gikk såvidt utover, at han kunne rope over til den annen side. For derover på den annen side gætte en gente, som han hele dagen kunne se, men ikke komme hen til.