Bård og blev liggende. „Ja, den står i“, — og Arne hørte henne nettopp kakke den i med et øsekar. „Men så rejs dig nu, Bård; vi skal da ikke blive liggende her i natt? — Rejs dig nu, Bård!“ — „Jeg vænter på kisten.“ — „Men kære, velsigne dig; jeg har jo sagt, den skal stå efter til første prekendag.“ — „Der kommer den“, sagde Bård. Og de hørte ramlen av en vogn. „Men jeg har jo sagt den skulde stå efter til første prekensønndag.“ — „Jeg har sagt, den skulde vere med.“ — Konen uten videre opp og til vognen, bar panken, løp og andre småting ned i båten. Så rejste Bård sig, gikk opp og tok kisten alene.
Men bakefter vognen kom en gente farende i stråhatt og med flagrende hår; det var prestefrøkenen. „Eli, Eli!“ ropte hun på lang vej; „Matilde, Matilde“, svartes der og opp og mot henne. De møttes oppå bakken, de tok om hinannen og gret. Da tok Matilde opp noget, hun havde satt ned i græsset; det var et fuglebur. „Du skal have Narrifas, det skal du. Mor vil det også. Du skal endelig have Narrifas - - - jo du skal! — og så skal du tenke på mig — og meget ofte ro - - - ro - - - ro over til mig!“ og de gret begge meget. „Eli, kom nu Eli! stå ikke der!“ lød nedenifra. „Men jeg, jeg vil vere med“, sagde Matilde; „jeg vil vere med over og sove hos dig inatt!“ „Ja, ja, ja!“ — og med armen om hinannens hals drog det nedover mot støden. En stund efter så Arne båten
5*
