ute på vannet, Eli stod højt i bakstavnen med fugleburet og vinkte; Matilde sat igen på voren og gret.
Hun blev sittende der, sålenge båten var på vannet; der var kort over til de røde hus, som før meldt, og Arne blev også sittende. Han fulgte båten likesom hun. Den kom snart over i det sorte, og han væntede til den lagde mot land; da så han dem i vannet; i dette fulgte han med dem opp mot husene, just til det vakkreste av dem alle. Han så moderen gå inn først, så faderen med kisten, og sidst datteren, såvidt han kunne skelne dem på størrelsen. En stund efter kom datteren ut igen og satte sig foran burdøren, væntelig forat se over nu i det samme solen lagde sin sidste stråle. Men prestefrøkenen var alt gått, og det var blott han, som nu sat og så henne i vannet. Montro hun ser mig, tenkte Arne. — —
Han rejste sig og gikk; solen var nede; men himmelen lys og blåklar, sådan som sommernatten har den. Dampen av vann og land drog sig oppover fjellene på begge sider; men topperne stod frie og så over til hverrandre. Han kom højere opp, vannet blev mere sort og nedsenket og like som mere tett. Dalen der inne i bunnen blev kortere og drog sig mere mot vannet; fjellene stod nærmere for øjet og gikk mere i en klump; ti sollyset adskiller. Himmelen selv kom lenger ned, og alt blev venligt og fortroligt.
