lo genten. En stund efter sagde hun alvorligt: „det er stygt av dig, du kaller mig ingenting.“ — „Herregud, når du selv vil vere det.“ — „Nej, jeg vil ikke vere ingenting.“ — „Godt, så ver alting.“ — Genten lo. En stund efter med sørgmodig stemme: „slik gjorde aldrig presten narr av mig.“ — „Nej; han gør dig bare til narr.“ — „Presten? så snild har du aldrig veret med mig, som presten.“ — „Det vilde nu også vere for galt,“ — „Sur melk kann aldrig blive søt.“ — „Jo, når den kokes til myse.“ Her skrattlo genten. „Der kommer mo’r din.“ Så blev hun alvorlig igen.
„Slikt langtsnakkende kvinnfolk som den prestefruen har jeg aldrig i mine levedager truffet på“, skar en skarp, kringmælt røst inn. „Skynd dig nu, Bård, rejs dig og set båten ut; vi kommer ikke hjem i natt. — Fruen vilde jeg skulde passe at Eli gikk tørr på benene. Jagu’ får du passe det selv! hverr morgen gå tur for bleksottens skyld! Bleksott mig her og bleksott mig der! — Rejs dig nu, Bård, og set båten ut; jeg, som skal sette dejg ikveld!“ — „Kisten er ennu ikke kommen“, sagde han og blev liggende. „Men kisten skal heller ikke komme, den skal stå til første prekendag. Hører du, Eli, løft på dig; tak panken din og kom. Rejs dig nu, Bård.“ — Hun avsted og genten efter. „Kom nu, men så kom nu!“ lød det nedenifra. „Har du sett efter nøklen i båten?“ spurte
