derfor jeg græter.“ — „Hvorfor er det du græter da?“ — „Fordi jeg ikke lenger skal vere sammen med Matilde.“
(Så het prestens eneste datter, og mintes Arne, at en bondegente var oppdragen sammen med henne). „Det kunne likevel ikke vare evigt dette.“ — „Ja men en dag til da, kære!“ og hun stortutede. „Best er det, du føres hjem nu; — kannske det alt er for sent.“ — „For sent! hvorfor det? har du hørt slikt?“ — „Du er bonde fødd og bonde skal du blive; vi har ikke råd til at holde nogen stasjomfru.“ — „Jeg kunne da endelig vere bonde, fordi jeg blev der.“ — „Det forstår du dig ikke på.“ — „Jeg har bestandigt båret bondeklæder.“ — „Det er ikke dem, som gør det.“ — „Jeg har både spunnet, vevet og kokt.“ — „Det er ikke det heller.“ — „Jeg kann tale likesom du og mo’r.“ — „Ikke det heller.“ — „Ja, så vet jeg rett ikke hvad det er,“ sagde genten og lo. „Det vil vise sig; — ellers er jeg rædd for, at tankerne dine alt nu er blevne formange.“ — „Tanker, tanker! det siger du bestandigt; jeg har ingen tanker, jeg,“ hun gret igen. „Å; du er en vindkegle, er du!“ — „Det sagde aldrig presten.“ — „Nei; men nu siger jeg det,“ — „Vindkegle? har du hørt slikt? jeg vil ikke vere nogen vindkegle, jeg.“ — „Hvad vil du vere, du da?“ — „Hvad jeg vil vere? har du hørt slikt? ingenting vil jeg vere.“ — „Nu ja; så ver ingenting.“ Nu
5
