ti en bugtende støvstripe slog sig aljamt igennem. Denne fulgte han med øjet liketil bent overfor der han sat; da sluttede skogen, fjellet gav mere rum, og straks lå der gård i gård. Det var ennu større hus enn de inne i bunnen, rødmalte, med højere vinduer, som brann i solen. Der stod stort sollys på eng og mark, det minste barn, som lekte der, viste sig så tydeligt, tindrende hvit sand lå tørr ved vannet og på denne hoppede unger sammen med nogle hunder. Men med en gang var det hele solforlatt og tungt, husene mørkrøde, engen sortgrøn, sanden gråhvit, børnene små klumper, en tåkestump var stegen opp over fjellet og havde taket solen. Han gemte øjet ned i vannet, men der fant han igen altsammen! Markerne lå og vuggede, skogen trodte taus hen til, husene stod og så ned, dørerne var åpne og børn gikk ut og inn. Æventyr og barnlige ting kom farende til som små fisk efter agn, skar vekk, kom igen, lekte omkring, men nappede ikke.
„Lat oss sette oss her til mo’r din kommer efter; prestefruen bliver vel også engang ferdig.“ — Arne skræmtes opp; der havde sittet nogen like bak ham. „Men jeg kunne rett få vere igen bare denne ene natten,“ sagde en bønlig stemme gennem gråt; den måtte tilhøre en ikke ganske voksen gente. „Gråt nu ikke mere; det er stygt at gråte fordi du skal hjem til mo’r din.“ Det var en blid stemme, der gikk langsomt og tilhørte en mann. „Det er ikke
