i alle hus, jeg var langt uti marken, jeg fant dig ikke, jeg lette i hverr kerr, jeg spurte alle folk, jeg var her også; men du svarte mig ikke - - - - Arne, Arne, jeg gikk langsmed elven, men det syntes ikke nogetsteds dypt nokk, - - - - -“ hun knugede sig inn til ham.
„Da kom det så godt til brystet mitt: du måtte jo vere gått hjem, og vejen gjorde jeg visst på et kvarter, jeg åpnede og søkte i hvert rum, og så hugsede jeg først, at jeg selv havde nøklen; du kunne jo ikke vere sluppen inn. — Arne, matt har jeg letet langs vejen, på de begge kanter, jeg torde jo ikke gå til kampestupet - - - - - Jeg vet ikke, hvordan jeg er kommen hit, der er ingen, som har hjulpet mig, men ser du, om ikke Vårherre gav mig inn, at du skulde vere her!“ Hun lå lenge over ham.
Han søkte at stille henne ned igen. „Arne, du drikker vel ikke oftere brennevin?“ — „Nej, du kann vere trygg.“ — „De var visst onde med dig? var de onde med dig?“ — „Ånej, det var mig, som var fejg;“ han lagde tyngde i ordet. „Forstår rett ikke, at de kann vere onde mot dig. Men hvad var det, de gjorde dig? aldrig vil du sige mig noget,“ og hun begynte at gråte igen. — „Du siger jo heller aldrig mig noget,“ sagde Arne blidt. — „Største skylden er dog din, Arne; jeg er kommen så i vane med at tie, jeg, fra fa’r din
