det; ti der er ikke ben i mig lenger, ej heller brusk, bare noget flytende, skvalp. — Om jeg prøvde - - - med gode, milde bøker, — rædd de sterke — ; med vakkre æventyr, sagn, alt det, som mildt er; og så en preken hverr sønndag og en bøn hverr kveld. Og ordentligt arbejde, at religionen fikk åker; kann ikke så i dovenskap. Om jeg prøvde; kære, milde min barnegud, om jeg prøvde!“
Men en åpnede låvedøren, for inn over gulvet, likblek av ansigt, skønt sveten trillede nedad det, og det var moderen. På den annen dag lette hun nu efter sin søn. Hun ropte hans navn, men stansede ikke for at lyde, bare ropte og for omkring til han svarte borti høstålet, hvor han lå. Da gav hun et højt skrik, hoppede i stålet lettere enn en gut og lå over ham - - - - -
- - - - „Arne, Arne, er du her! så jeg fant dig dog, jeg har letet siden igår, jeg har letet i hele natt! Stakars, stakars Arne, jeg så de havde gjort dig ondt, jeg vilde så gerne have talt til dig og trøstet dig, men jeg tør jo aldrig tale til dig!“ — - - - - „Arne, jeg så du drakk! — o, Gud den almægtige lat mig aldrig oftere se det! — Arne, jeg så du drakk.“ — Det var lenge før hun kunne sige mere. „Jesus bevare dig, mitt barn, jeg så du drakk! - - - - - Med et var du kommen vekk for mig, drukken og sønderslått av sorg som du var, og jeg løp omkring
