av, at du skulde have hjulpet mig litt på vej! — Herregud, det er da bare vi to; og vi har lidt såmeget sammen.“ — „Lat oss se til, om det ikke vil gå bedre,“ hviskede gutten.
— — „Næste sønndag vil jeg lese prekenen for dig.“ — „Gud velsigne dig for det.“ — —
— „Du, Arne?“ — „Ja.“ — „Jeg har noget, jeg skulde sige dig.“ — „Sig det, mo’r.“ — „Jeg berer stor synd for dig; jeg har gjort noget galt.“ — „Du, mo’r?“ — „Jo, jeg har; og dog var jeg ikke god til annet. — Arne, du må forlate mig det.“ — „Å, du har visst aldrig gjort noget galt mot mig.“ — „Jo, jeg har - - - - Gud vet det: det var bare fordi jeg holdt så meget av dig. Men du skal forlate mig det, hører du?“ — „Ja, jeg skal forlate dig det,“ — „Og så skal jeg sige dig det en annen gang - - - men du skal forlate mig det!“ — „Ja, ja, mo’r!“ — „Ser du, det er vel derfor, det har veret så tungt at tale til dig; jeg har båret synd for dig.“ — „Herregud, tal ikke så, mo’r!“ — „Nu er jeg glad, jeg har fått sagt såmeget.“ — „Vi skal tale mere sammen, vi to, mo’r!“ — „Ja, det skal vi, — og så leser du jo prekenen for mig?“ — „Ja, det gør jeg.“ — „Stakars Arne; Gud velsigne dig!“ — „Jeg tror det er best, vi to går hjem.“ — „Ja, vi to går hjem.“ — „Du ser dig så om, mo’r?“ — „Ja; fa’r din har ligget på denne låven og gråtet.“ — „Fa’r?“ spurte Arne
