han intet visste. „Det kom således på mig,“ sagde moderen. En stund efter føjede hun til: „jeg er jo igrunnen så lykkelig,“ og så gret hun.
Men Arne skyndte sig ut, og det drog nedover mot kampestupet. Han satte sig til at se i det, og mens han sat så, gret også han. „Visste jeg ennda, hvad jeg græter for,“ sagde Arne.
Men ovenfor ham ved nybrotet sat Opplands-Knut og sang sin vise:
Ingerid Sletten av Sillegjord
havde hverken sølv eller gull:
men en liten huve av farget ull,
som hun havde fått utav mo’r.
En liten huve av farget ull,
havde hverken stas eller fo’r,
men fattigt minne om fa’r og mo’r,
der skinte langt mer enn gull.
Hun gemte huven i tyve år,
måtte ikke slite den ut!
„Jeg berer huven engang som brud,
når jeg for alteret går.“
Hun gemte huven i tredive år,
måtte ikke skemme den ut!
„Så berer jeg den så glad som brud
når jeg for vor Herre står.“
Hun gemle huven i fireti år,
hugsede ennu på sin mo’r.
„Vesle min buve, forvisst jeg tror,
vi aldrig for alteret står.“
