Side:Bjørnson - Arne.djvu/46

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest



Hun ganger for kisten at tage den,
hjærtet var så stort derved;
hun leter frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igjæn."

Arne sat, som det hadde spillet langt borte i lien. Han gik op til Knut. "Har du mor?" spurte han. "Nej." - "Har du far?" - "Å nej, ikke far." - "Er det længe siden de døde?" - "Å ja, det er længe siden."

"Du har vel ikke mange som holder av dig?" - "Å nej, ikke mange." - "Har du nogen her?" - "Nej; ikke her." - "Men borti hjæmbygden?" - "Å nej; ikke der heller."

"Har du da slet ingen som holder av dig?"

"Å nej, jeg har ikke det."

Men Arne gik fra ham, og holdt således av mor sin at hjærtet sprængte på, og han følte som en lysning over sig. Du himmelske Gud, tænkte han, du har git mig henne, og så usigelig megen kjærlighed ved henne, og jeg lægger den hen - og en gang jeg vil ta den, så er hun kanske ikke mere! Han vilde til henne, om ikke for annet så bare for at se henne. Men på vejen fallt det med ett på ham: "Kanske du, fordi du ikke skjønner på henne, meget snart skal ha den straf at miste henne!" - Han blev stående hvor han stod. "Almægtige Gud, hvad skulde der så bli av mig?"

Det var ham, som hændte der nætop en ulykke hjæmme; han la på sprang op mot huset, den kolde sved stod ham på pannen, og benene tok næsten ikke jorden. Han rev op svaldøren; men innenfor var det straks, som der lå ro i luften. Han