Hun ganger for kisten at take den,
hjærtet var så stort derved;
hun leter frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igen.
Arne sat, som det havde spillet langt borte i liden. Han gikk opp til Knut: „har du mo’r?“ spurte han. „Nej.“ — „,Har du fa’r?“ — „Å — nej; ikke fa’r.“ — „Er det lengesiden de dødde?“ — „Å - ja; det er lengesiden.“ —
„Du har vel ikke mange, som holder av dig?“ — „Å — nej; ikke mange.“ — „Har du nogen her?“ „Nej; ikke her.“ — „Men borti hjembygden?“ — „Å — nej; ikke der heller.“ —
„Har du da slett ingen, som holder av dig?“ —
„Å — nej; jeg har ikke det.“ —
Men Arme gikk fra ham og holdt således av moder sin, at hjærtet sprengte på og han følte som en lysning over sig. Han vilde inn til henne, om ikke for annet, så bare for at se henne. Men på vejen falt det med et på ham: du skulde vel aldrig miste henne? — Han blev stående hvor han stod. Almægtige Gud, hvad skulde der så blive av mig?
Det var ham, som skedde der nettopp en ulykke hjemme, han lagde på sprang opp mot huset, den kolde svete stod ham på pannen og benene tok næsten ikke jorden. Han rev opp svaldøren; men innenfor der var det straks som der lå ro i luften. Han
