Side:Bjørnson - Arne.djvu/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


vilde tale med ham, især da de også hugset ham fra gutten av. Men Arne var rædd alle han ikke kjænte, og tænkte ondt om dem, mest fordi han trodde at de tænkte ondt om ham.

Ved siden av ham på alt markarbejde gik en middelaldrende mann, Oplands-Knut kallet, og han hadde for vis stundimellem at synge; men det var altid den samme vise. Da dette var gåt så et par måneder, syntes Arne han måtte spørge ham, om han ikke kunde flere. "Nej," svarte mannen. Så gik nogen dager hen, og atter en gang, mannen sang sin vise, spurte Arne: "Hvorledes hændte det, at du lærte denne ene?" - "Å det kom sig således," sa mannen.

Like fra ham gik Arne in; men der sat moren og gråt, hvad han ikke hadde set siden faren var død. Han lot, som la han ikke mærke dertil, og gik mot døren igjæn; men han følte moren se tungt efter sig og måtte stanse. - "Hvad gråter du for, mor?" - En stund var hans ord den eneste lyd i stuen, og derfor spurte de sig selv op igjæn så ofte, at han følte de ikke var sagt mildt nok. Han spurte en gang til: "Hvad gråter du for, mor?"

"Å jeg vet ikke så rigtig;" men nu gråt hun mere. Han stod længe, måtte da sige så modig han kunde: "Det er noget du gråter for." Atter blev det stillt. Han følte sig meget skyldig, skjønt hun intet hadde sagt,