I bygden er der uro; I skogen er der ro;
her panter ingen lensmann, der panter de nu to.
Her slås de ej om kirken, som alle de gör der;
men kannske og det kommer av, her ingen kirke er.
Hvor roligt d’er i skogen; bare höken litetgrand
må pusle borti spurven, forat se om’n er istand;
og ørnen kverke livet av en stakars dyresjæl;
det var jo ellers fare for, den keded sig ihel.
Det ene treet hugger de, det annet råtner ned;
rødreven rev det hvite lam, som sol hun gikk til fred.
Men ulven risped reven, og de matte gøre lag;
for Arne, han skøt ulven, førenn ennu det blev dag.
Såmeget kann jo hendes, sa’n, i skog, som og i dal;
det bliver blott at passe, at du ikke ser dig gal.
Jeg så en gut i søvne, jeg; — han havde hugg’t sin far;
— vet ikke hvor; men tenker mig, i helvete det var.
Han kom hjem og sagde moderen, at hun kunne sende bud på bygden efter en gætergut; selv vilde han take sig av gården. Så blev det; men moderen var alltid om ham med advarsel, at han ikke skulde fortake sig på arbejdet. Hun lagede også så god mat til ham i denne tid, at han ofte blev skammfull ved det; men han sagde intet.
Han bar på en vise, hvis omkved var: „over de høje fjelle!“ Han kunne aldrig få den ferdig, og det kom mest av, at han vilde have omkvedet i annenhverr linje; siden oppgav han dette.
Men flere av de viser, han lagede, kom ut blandt folk, hvor de var vel likte; det var dem,
