Side:Bjørnson - Arne.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


din, du som er stærk, og hjælp mig at han kan ligge i sengen." Og de tok i og la ham; hun lukket hans øjne og munn, strakte ham og foldet hans hænder.

De stod da begge og så på ham. Alt de hadde levet til da, var ikke så langt og rummet ikke så meget som denne stund. Hadde djævelen selv været her, så hadde Vorherre også; møtet hadde været kort. Alt foregående var nu avgjort.

Det var litt over midnat, og de skulde være der med den døde til dagen kom. Arne gik hen og gjorde stor ild på gruen, moren satte sig ved. Og som hun nu sat der, rant det henne i hug hvor mangen ond dag hun hadde hat med Nils, og da takket hun Gud i en brænnende, højlydt bøn for hvad han hadde gjort. "Men jeg har ret hat nogen gode dager også," sa hun og gråt, som angret hun hvad hun nyss hadde takket for, og det ændte med at hun tok den største skyll på sig selv, som hadde handlet mot Guds bud av kjærlighed til den døde, været ulydig mot sin mor, og derfor fåt straffen nætop av denne sin syndefulle kjærlighed.

Arne satte sig like overfor henne. Moren så dit bort til sengen: - "Arne, du må huske, det er for din skyll jeg har tålt altsammen," og hun gråt, trængende om et kjært ord for at få støtte mot sin selvanklage og trøst i al kommende tid. Gutten skalv og kunde ikke svare. "Du må aldrig forlate mig," hulket hun. - Da sprang det op for ham, hvad hun i al denne jammerens tid hadde været, og hvor grænseløs forlatt hun vilde sitte, om han til løn for hennes store troskap