ten kom ut av duset, slapp øksen og falt også på sine kne: „såsant jeg vænter nåde for Gud, jeg har ikke gjort det. Jeg tenkte næsten at gøre det; det gikk sort for mig: men så stupte han, og her har jeg stått siden.“ Moderen så på ham og trodde ham. „Så har Vorherre selv veret her,“ sagde hun stille, satte sig på huk og stirrede.
Nils lå ganske som før, stiv, med åpne øjne og munn. Henderne havde nærmet sig som vilde de foldes, men havde ikke orket. Det første nu moderen gjorde var at sammenføje den. — „Lat oss dog se nøjere på ham,“ sagde hun, og gikk bort til gruven, hvor ilden var påvej åt gå ut. Arne torde ikke stå der alene, gikk efter. Moderen gav ham en tendt furuspik at holde, hun stillede sig atter på den ene side av liket, gutten på den annen og lyste over. „Ja, han er ganske død,“ sagde moderen; litt efter: „og død i en ond stund, er jeg rædd for.“ Men gutten skalv slik på hånden, at der dryppede av flisen og ned på faderens klædning, tendte den, men han så det ikke, moderen heller ikke; ti hun gret. Hun blev det dog først var på den stygge lukt og skrek forskrekket. Gutten så, at faderen likesom brann, slapp spiken ned på ham, falt om og var borte. Stuen gikk opp og ned og rundtomkring, bordet gikk, sængen gikk, øksen hugg, faderen rejste sig og kom, og alt valt like inn på ham. Da kom der i det samme en mild svalning over hans ansigt; han fikk skrike
