Side:Bjørnson - Arne.djvu/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


nu forlot henne. "Aldrig, aldrig!" hvisket han, vilde bort til henne, men var ikke god for. De blev sittende i stærk, sammenflytende gråt. Hun bad højt, nu for den døde, nu for sig og gutten, og de gråt, og hun bad igjæn, og de gråt. Da sa hun: "Arne, du har slikt et vakkert mål, du må sætte dig bort og synge for far din."

Og det var som han straks fik hjælp dertil. Han rejste sig og gik efter salmeboken, tændte sig en spik, og med spiken i den ene hånd og salmeboken i den andre satte han sig bort ved hodegjærdet, og sang med klar røst salme 127 av Kingo:

"Vreden din avvænd, Herre Gud, av nåde,
riset dit blodigt, som os over måde
plager så ræddelig av en vredes brynde,
fordi vi synde."