Side:Bjørnson - Arne.djvu/37

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest



"Er det bare på trossighed at du ikke skriker. Skulde ellers ta dig i vare for det; jeg har fåt slik en underlig lyst. Krill, krill!"

"Far!" skrek Arne og tok efter øksen, men blev stående som fastnaglet; ti i det samme rejste faren sig, gav et skjærende skrik, tok sig for brystet, fallt om. "Jesus Kristus!" sa han og lå ganske stille.

Arne visste ikke grant, hvor han stod, eller hvad han stod over; han væntet likesom at stuen skulde sprænges, og stærkt lys falle in ensteds. Moren tok på at dra pusten trangt, som væltet hun av sig noget tungt. Hun rejste sig ændelig halvt op, og så da faren ligge utstrakt på gulvet, sønnen stå ved siden av med en øks.

"Vorherre, den forbarmende, hvad har du gjort!" - skrek hun og fór op av sengen, kastet stakken om sig og kom frem. Da var det som fik han løse mælet. "Han fallt om av sig selv," sa han sagte. "Arne, Arne, jeg tror dig ikke," ropte moren med stor straffende røst; "nu være Jesus med dig!" og hun kastet sig over liket i megen jammer. Men gutten