Side:Bjørnson - Arne.djvu/36

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Herre, de små hunde æder dog av de smuler som faller av deres herres bord."

Han tidde, men gråt nu mere opløst og stille.

Moren var vågnet for længe siden, men hadde ikke turdet se op; nu da han gråt som en forløst, satte hun sig på albuerne og så op.

Men neppe blev Nils henne var, før han skrek bortover til henne: "Ser du op, du også, - du vilde vel se hvorledes du har flidd mig til. Ja, slik ser jeg nu ut, akkurat slik!" - - Han rejste sig op, og hun gjæmte sig under fællen. "Nej, gjæm dig ikke, jeg finner dig nok," sa han, idet han strakte den højre hånd famlende frem for sig med utstrakt pekefinger. - "Krill, krill!" sa han, idet han drog fællen av og stak pekefingeren på hennes hals.

"Far!" sa Arne.

"Nej, hvor skrumpen og mager du ret er blet. Her er ikke langt in. Krill, krill!" Moren tok krampagtig om hans hånd med begge sine, kunde ikke slite sig løs, og krøkte sig sammen i en tull.

"Far!" sa Arne.

"Så det kom liv i dig nu. Hvor hun vrir sig, det spektakel! Krill, krill!"

"Far!" sa Arne. Stuen begynte at gå op og ned.

"Krill, siger jeg!" - Hun slap hans hænder og overgav sig.

"Far!" ropte Arne. Han sprang bort i kråen, hvor der stod en øks. -