Side:Bjørnson - Arne.djvu/35

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


av noget hårdt, som slog mot døren. Det var faren som kom hjæm.

Arne fik døren op og så på ham. "Er det dig, kloke gutten; kom og hjælp far din op!" Han blev løftet og støttet inover mot bænken. Arne tok felekassen, bar in efter og lukket døren. "Ja, se på mig, du kloke gutten; jeg ser ikke vakker ut nu; det er ikke længer han Nils skrædder. Det siger - jeg dig, at du - aldrig skal drikke brænnevin; det er - djævelen, værden og vort eget kjød - - han står de hoffærdige imot, de ydmyge gir han nåde. - - Å jøje, jøje mig! - Hvor langt det ret er kommet med mig!"

Han sat en stund stille, så sang han gråtende:

Herre, du milde frælsermann,
hjælp du mig, hvis jeg hjælpes kan;
jeg ligger vel dypt i syndens skarn,
men er dog dit eget forløste barn!

"Herre, jeg er ikke værd, at du skal gange in under mit tak; men sig ikkun et ord -" Han kastet sig forover, gjæmte ansigtet i sine hænder og gråt som i krampe. Længe å han slik, og da nævnte han ordlydende av Bibelen, som han vel hadde lært det for over tyve år siden: "Men hun kom og tilbad ham og sa: Herre, hjælp mig! - Men han svarte og sa:Det er ikke smukt at ta børnenes brød og kaste det for de små hunde. - Men hun sa: Jo,