skramlen av noget hårdt, som slog mot døren. Det var faderen, som kom hjem.
„Er det dig, kloke gutten; — kom og hjælp fader din opp.“ Han blev løftet og støttet innover mot benken. Arne tok felekassen, bar inn efter og lukkede døren. „Ja, se på mig du kloke gutten; jeg ser ikke vakker ut nu; det er ikke lenger han Nils skrædder. Det siger — jeg dig, at du — aldrig skal drikke brennevin; det er — djevelen, verden og vort eget kjød - - - han står de hofferdige imod, de ydmyge giver han nåde - - - - - å jøye, jøye mig! — Hvor langt det rett er kommet med mig!“
Han sat en stund stille, så sang han gråtende:
„Herre du milde frelsermann,
hjælp du mig, hviss jeg hjælpes kann;
jeg ligger vel dypt å syndens skarn,
men er dog ditt eget forløste barn!“
„Herre, jeg er ikke verd, at du skal gange ind under mit tag; men sig ikkun et ord - - - -“ Han kastede sig forover, gemte ansigtet i sine hender og gret som i krampe. Lenge lå han slik og da nevnte han ordlydende av Bibelen, som han vel havde lært det for over tyve år siden: „Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte får af Israels hus. — Men hun kom og tilbad ham og sagde: Herre, hjælp mig! — Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det for de små hunde. — Men hun sagde:
