fra de vidfarne samtaler, gikk hjemover alene og tenkte på, hvad han nu måske fikk at møte, gret han og bad Gud mellem sine stjerner at sørge for, han snart måtte få lov at rejse.
Om sommeren blev Kristian og han konfirmerede. Straks efter satte hin igennem sin plan. Faderen måtte late ham slippe avsted for at blive sjømann; han forerede Arne sine bøker, lovede at skrive ham flittigt til, — og rejste.
Nu stod Arne alene.
I denne tid fikk han atter lyst til at skrive viser. Han lappede ikke lenger på gamle, han lagede nye, og lagde i dem, hvad som gjorde ham mest ondt.
Men sinnet blev ham for tungt, og sorgen sprengte viserne for ham. Han lå nui lange søvnløse nætter og gjorde det til visshet hos sig selv, at han ikke lenger kunne holde det ut, men vilde rejse langt bort, søke Kristian — og ikke sige et ord derom til nogen. Han tenkte pas moderen og hvad der skulde blive av henne. Han kunne næsten ikke se henne i ansigtet, og dette uthalede fullførelsen fra stund til annen.
Da sat han en kveld langt utover og leste. Når det blev ham for tungt, var det bøkerne, han tok til, og merkede ikke at de økede giften. Faderen var i bryllup, men væntedes hjem den kveld; moderen var trætt og rædd ham, havde derfor lagt sig. Arne for opp ved et tungt fall i gangen og
3
