Side:Bjørnson - Arne.djvu/34

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


fra de vidtfarende samtaler, gik hjæmover alene, og tænkte på hvad han nu måske fik at møte, gråt han, og bad Gud mellem sine stjærner at sørge for han snart måtte få lov at rejse.

Om sommeren blev Kristian og han konfirmeret. Straks efter satte hin igjænnem sin plan. Faren måtte la ham slippe avsted for at bli sjømann; han forærte Arne sine bøker, lovte at skrive ham flittig til - og rejste.

Nu stod Arne alene.

I denne tid fik han atter lyst til at skrive viser. Han lappet ikke længer på gamle, han laget nye, og la i dem hvad som gjorde ham mest ondt.

Men sinnet blev ham for tungt, og sorgen sprængte viserne for ham. Han lå nu i lange søvnløse nætter, og gjorde det til visshed hos sig selv at han ikke længer kunde holde det ut, men vilde rejse langt bort, søke Kristian - og ikke sige et ord derom til nogen. Han tænkte på moren, og hvad der skulde bli av henne, - og han kunde næsten ikke se henne i ansigtet.

Da sat han en kvæll langt utover og læste. Når det blev ham for tungt, var det bøkerne han tok til, og mærket ikke at de øket giften. Faren var i bryllup, men væntedes hjæm den kvæll; moren var trætt og rædd ham, hadde derfor lagt sig. Arne fór op ved et tungt fall i gangen og skramlet