Side:Bjørnson - Arne.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


talte hurtig og avbrutt, gjærne om to ting på én gang, red hæster uten sadel, skjøt fugler i luften, fisket med flue og forekom Arne at være målet for alt liv. Han hadde også hug til at rejse, og fortalte Arne om fremmede land så det strålte omkring dem. Han mærket Arnes lyst til læsning, og nu bar han op til ham de bøker han elv hadde læst; efter hvært som Arne læste undan, fik han nye; han sat selv der om søndagen og lærte ham at komme til rette med geografi og landkart, og hele den sommer og høst læste Arne, så han blev blek og mager.

Om vinteren fik han lov til at læse hjæmme, da han dels skulde gå til konfirmationen næste år, dels altid visste at omgåes faren. Han begyndte med at gå på skole; men der syntes det ham best, når han fik lukke øjnene og tænke sig til bøkerne hjæmme; heller ikke var nogen bondegut længer hans kammerat.

Farens mishandling av moren tiltok med årene, likesom hans drik og legemssmærter. Og når Arne desuagtet måtte sitte og fornøje ham, for at skaffe moren fred den stund, og da ofte sige ting han nu foragtet i sit hjærte, tok han had til faren. Dette bar han dypt hos sig, såvelsom sin kjærlighed til moren. Møtte han Kristian, gik talen fort om de store rejser og bøkerne; selv for ham tidde han om, hvorledes det stod til hjæmme. Men mangen gang når han kom